Strunge: Bekendelse

JEG HAR LEDT EFTER SÅ MEGET
JEG IKKE KAN FINDE
JEG HAR SAGT SÅ MEGET
JEG IKKE KAN FORSTÅ
JEG HAR SÅ MEGET
JEG IKKE KAN.
JEG HAR LEDT SÅ MEGET JEG KAN
JEG HAR SAGT SÅ MEGET JEG KAN
MEN DET HJÆLPER IKKE.
OG JEG HAR TÆNKT SÅ MEGET
JEG IKKE KUNNE LIDE
OG "FØLT SÅ MEGET
JEG IKKE KUNNE UDTRYKKE"
JEG HAR TALT MED SÅ MANGE
DER IKKE FORSTOD MIG.
JEG HAR TÆNKT PÅ OG LEDT EFTER SÅ MANGE
DER IKKE KENDTE MIG
LIGESOM JEG HAR FØLT SÅ MEGET FOR SÅ MANGE
DER IKKE FØLTE NOGET FOR MIG.
JEG SKRIVER SÅ MEGET
JEG IKKE VED HVAD ER.
JEG VED SÅ MEGET
JEG IKKE KAN SKRIVE
OG JEG VED SÅ LIDT
JEG GERNE VILLE VIDE.
JEG VED SÅ MEGET
JEG ØNSKER JEG IKKE VIDSTE.
JEG ER IKKE DET JEG VILLE VÆRE
MEN HELLER IKKE DET ANDRE VIL HAVE MIG TIL AT VÆRE.
DET JEG VIL VÆRE
VED JEG IKKE HVOR ER.
DET JEG VIL FINDE
VED JEG IKKE HVOR JEG SKAL LEDE EFTER
UDEN AT FINDE.
JEG HAR SÅ MEGET
JEG IKKE VIL HAVE.
JEG HAR IKKE SÅ MEGET
JEG VIL HAVE.
JEG ER IKKE DET
JEG TROR JEG ER
MEN JEG TROR IKKE
AT JEG ER NOGET ANDET AF DEN GRUND.
DET HELE KOMMER I SIDSTE ENDE UD PÅ ÉT
OG EGENTLIG ER JEG MEGET GODT TILFREDS MED DÉT.