Søndag. Gudstjeneste i Sct Thomas Kirke her på Frederiksberg, hvor den fantastiske præst Vibeke hører til. Men vi havde misforstået noget. Det var ikke hende, men hendes mandlige kollega i dag. Han er en præst - for at sige det diplomatisk - af den ikke-moderne slags!
Og så var der barnedåb. Og det er der jo tit sådan en søndag. Fint med mig. Men I guder, hvor blev jeg dog små-forarget over barnedåbs-gæsterne. Fem "moderne", selviscenesættende forældrepar med hver deres lille vidunder, som bare var SÅ søde, når de ikke gad sidde stille. Det er hvad det er. Børn gider ikke nødvendigvis at sidde stille i en kirke, men hvis de får forældrenes og venneparrenes fulde opmærksomhed hver gang de bare flytte sig en centimeter eller ser tilpas nuttede ud, ja så skal det jo gå galt. Det værste var nu to kvindfolk som vist troede de sad med en latte på en af byens trendy caféer. De var meget optagede af deres egen påklædning og skulle lige snik-snakke, fnise sig gennem prædiken. Den ene af dem slog sågar en højlydt latter op lige midt under nadvergangen!
Hvorfor kan den slags forældre ikke bare dukke op til barnedåbs-festen. Deres børn synes ikke at have glæde af at være med i kirke, og de deltager ikke selv og ser faktisk sådan lidt afstandstagende ud, på den der usikre måde: Jeg ved ikke, hvad der foregår, ergo må jeg hellere tage afstand fra det og håne det hele lidt.
Så lad de små børn komme til mig, var jesus' budskab i gamle dage. Det var vist før caffe latterne, drømme-ønskebørn, og nogle voksnes totale selviscenesættelse. Næste søndag tror jeg, jeg ringer i forvejen og hører om der er barnedåb, og om forældrene tilfældigvis er af den trendy, overfladiske slags, for så er deres venner det nok også!
Ihh, hvor dejligt at blive lidt forarget, selvom jeg nu foretrækker at gå fra kirke med fred og ro i sjælen.
Amen!
