... lille spejl på væggen der!
Jeg har et akavet forhold til spejle. I mine teenage-år da jeg følte mig aller-grimmest undgik jeg dem simpelthen. I dag popper min indre kritiker frem, straks jeg står foran et spejl. Ja, han bor nærmest derinde.
Nu har jeg opdaget, at spejlbilleder kan lyve!
Bedst som jeg i mit inderste føler mig afslappet og mild, så fortæller mit spejlbillede mig til tider at jeg ser forvirret, grim og træt ud. Og omvendt, når det sker at jeg føler mig lille og svag indeni, så kvitterer mit spejlbillede nogen gange med et afslappet og smilende ansigt. Og så er det jeg bliver forvirret!!
Men måske jeg tror at det indre og ydre hænger mere sammen, end det måske gør? I hvert fald har jeg i mange år bildt mig ind, at karriereræs og sucecs kun er for dem, der ser godt ud. Hvor kommer sådan en tanke fra? Man kan jo godt have et stort talent og en masse evner, selvom man ikke lige har vinder af Miss Solskin -konkurrence noteret på sit CV! Jeg tror, det er den indre kritiker, der er på spil - igen! Han vil såmænd bare beskytte mig mod nederlagsfølelsen, hvis det jeg stræber efter nu ikke lykkes.
Vi rummer alle en liberal og en konservativ side. Den liberale, der vil videre, udvikling, kaste lys over skyggerne og den konservative, som vil blive, i trygheden, i betragtelig afstand fra mulige nederlag. Det gælder ikke om at vælge side. Det gælder om at favne dem begge.
Ligesom med spejlbilledet. Nogen dage er det mildt og smilende, andre dage hårdt og knudret. Men det vigtigste må vel også være, hvordan man føler sig indeni, og måske - over tid - når mildheden vinder frem, at det også afspejles i ansigtsudtrykket?
Ved du hvad jeg snakker om?
Eller er det ren volapyk? Er dit spejlbillede altid ens?
