Flere har spurgt mig, om jeg ikke synes det er grænseoverskridende og på kanten at skrive så åbent som jeg gør. Og jeg forstår jeres bekymring for mit omdømme og eftermæle.
Men I må forstå, at for mig er denne blog ikke bare en narcissistisk udfoldelsesmulighed. Det er terapi i sig selv. Når jeg fx føler mig allermest alene og bange, som her til morgen, så finder jeg trøst og styrke i at kunne sætte ord på, hvad det er, der gør mig bange.
Når man som jeg har indset, at jeg rummer rigtig mange forskellige selvopfattelser og deraf også roller, og jeg desperat forsøger at gribe fat i en af dem og beder den om at være hos mig mere end et par minutter ad gangen, så siger terapeuterne, at det er mit ego der spræller lidt, og lyder som om det er helt normalt. Men for mig føles det ikke helt normalt! Det er et energimæssigt helvede hele tiden at omstille sig til en ny rolle, eller kæmpe mod de selvopfattelses-følelser, man ikke længere har lyst til at rumme, men som dukker op alligevel.
Jeg ved at ovenstående må lyde mere eller mindre psykotisk, og det er netop også min egen bekymring. Jeg har haft det sådan her i ca. to måneder og jeg ønsker VIRKELIG at komme ud på den anden side, hvad det så end vil sige. Jeg kan desværre ikke bare gå tilbage til før, for terapien har givet mig en bevidsthed om tingenes sammenhæng, der gør at jeg kan gennemskue mekanismerne fra fortiden. Ergo må en ny psykologisk profil vinde frem. Og jeg må lære at den ikke kan presses frem, men kræver tålmodighed og omsorg. Ikke krig og negative tanker.
Hold da op, hva!
