.... at være gravid i grunden?
Et spørgsmål, hvis svar måske ikke har fået så meget plads her på bloggen. For kan det overhovedet beskrives?
Nu har jeg efterhånden en del måneders erfaring med at være gravid, så lad mig prøve alligevel.
Det er først og fremmest det mest
fantastiske, jeg nogensinde kommer til at opleve. Ingen tvivl om det. Men også skræmmende og til tider total surrealistisk.
For der bor et lille levende væsen nede i min mave! Som glider rundt og kilder mig indefra. Hvis han altså ikke lige sender sin fod, str. petit, lige ned i lysken eller i siden på mig. En lille fyr, der fortæller mig, hvornår han er sulten, hvornår jeg har spist for meget sukker, hvornår jeg har drukket noget koldt. En lille fyr, der er med mig i alt hvad jeg foretager mig - om jeg vil det eller ej.
En at synge godnatsange for (indtil videre kører den på "Rapanden Rasmus", for man kan jo lige så godt præge ham helt fra starten ;-)), en at læse Snøvsen op for, en at ae gennem maveskindet, en at tænke på og drømme om, en at glæde sig for vildt til at møde .....
Og så er der kroppen, der forandrer sig. Ikke bare den lille babys krop, som i skrivende stund er omkring 37 cm og 1250 g "stor", men så sandelig også min krop!
Først var der kvalmen, trætheden og en lillebitte bule på maven, som blev afløst af en periode, hvor jeg langsomt genvandt energien og appetiten og hvor den lille bule blev til en lille bold. Nu er vi fremme ved sidste tredjedel, hvor jeg endelig spiser normalt igen og hvor maven tager form af .... tjah .... en vandmelon??
Det er også nu, at det for alvor kan mærkes på kroppen, at den er bolig for en lille baby. Jeg synes, jeg er begyndt at vralte (!) og blive forpustet af ingenting. Jeg har allerede begyndende problemer med at få mine sko af og på - ikke fordi fødderne er hævet, men fordi der er så langt derned! Jeg kan blive overmandet af den styggeste træthed om aftenen. Pling - og jeg går ud som et lys.
Rent mentalt er der også sket en hulens masse ting. Først var der usikkerheden: Er det mon overhovedet en bæredygtig graviditet? Fremme ved uge 12 kunne vi ånde lettet op. Det var det vist. Men var det så et sundt barn?
I dag bliver gravide jo tilbudt en række test, først og fremmest nakkefoldscanningen i 14. uge, der undersøger risikoen for Downs syndrom; en test som vi passerede med bravour. 6 uger senere hed det så misdannelses-gennemscanning. Også den viste et velskabt barn, pånær den "mindre" detalje, at navlestrengen ikke var helt som hos andre fostre - diagnosen lød på "
single umbilical artery".
En besked, jeg først tog med oprejst pande, for det kunne jo have været så meget værre! Men bekymringen tog alligevel bolig i min krop og ventetiden til den ekstra scanning for hjertefejl, vi blev tilbudt på Rigshopsitalet, var - indrømmet - ret lang! Men igen var der gode nyheder. Ingen fejl på hjertet hos den lille dreng.
Så langt så godt, men usikkerheden gnavede alligevel indeni. Fik han nu nok næring dernede? Voksede jeg overhovedet tilstrækkeligt? Var jeg i grunden ikke mindre end de andre på mit Gravidyoga-hold? Hvorfor sagde nogle folk til mig: "Du er da godt nok ikke så stor, hva'"?
Det gik dog op for mig, at andre gravide har nogenlunde de samme tanker. At det er en del af at være gravid. At beskyttertrangen i den grad kommer op i en og man bare vil give sin baby den bedste start på livet.
Og se om ikke den seneste vækstscanning viste, at jeg
faktisk har givet ham de bedste betingelser, for han er vokset lige så meget som enhver anden baby på nuværende tidspunkt.
Så nu skal resten af graviditeten
nydes - med alt hvad det indebærer af kropslige og mentale forandringer, babyshopping og positiv opmærksomhed fra omgivelserne.
Og jeg skal se om ikke jeg kan få opdateret bloggen noget oftere, mens tid er .... ;-)
Der er nemlig flere emner jeg gerne vil berøre, fx :
- betydningen af at have en kæreste, der er så engageret i graviditeten, som Ole har været
- den mentale forandringsproces mod at blive mor
- tanker om drengens opdragelse og fremtid
