Min søde, søde mormor er ikke længere i denne verden.
Hun sov ind i sit eget hjem med morfar på sin side denne eftermiddag, ganske som hun ønskede det. Hendes største frygt var nemlig at komme på plejehjem, men det nåede hun heldigvis ikke - trods hendes svære sygdomstilstand det sidste års tid.
Jeg nåede at se hende en sidste gang 31. juli, mens hun var indlagt på Odense Universitetshospital - for præcis 3 uger siden. Og hvor er jeg glad for det i dag. Jeg fik strøget hende over håret, aet hendes gamle hånd og sagt "Farvel mormor". Og hun var klar nok til at registrere, at jeg var der.
Men nøj, hvor jeg tudede lige bagefter. Og det gør jeg også nu. Af både sorg og glæde, nok mest det sidste. For det var jo det, jeg ønskede for hende. Og det hun selv så udtrykkeligt ønskede.
Og intet kan alligevel ændre på, at hun for mig er og var verdens bedste mormor: mild, forstående, tapper og smilende. Og jeg vil aldrig, aldrig glemme hende!
