Til min fødseslsdag købte jeg en gave til mig selv. Det var Katrine Marie Guldagers "Lysgrænsen". I dag blev der mod forventning tid til at læse de første 100 sider - og wau, sikke en bog! I korte træk handler den om hendes personlige erfaring med psykoanalyse gennem 9 år - en analyse der startede da hun inden for en uge mistede både en veninde og sin far.
Det er en meget livsklog bog, en bog man unægteligt må holde af, når man selv har gået i terapi, selv har et sårbart sind.
Her er to "guldkorn" fra de første 100 sider:
"Melanie Klein forstår mennesket som ét, der grundlæggende svinger mellem to positioner, nemlig den depressive og den skizo-paranoide. Man skal ikke blive forskrækket over de psykopatologiske termer, det drejer sig her om helt normale menneskers sunde, psykiske liv. Den depressive position er den eftertænksomme, sorgfulde og ansvarlige position. Det er her man lærer at rumme sine egne ambivalente følelser, at rumme uløselig konflikt. I den skizo-paranoide position tænker man mere i sort-hvidt, er mere aggressiv og brudsøgende, man idealiserer det gode og fornægter dårlige. Man tænker i enten-eller, hvor man i den depressive position tænker i både-og." (side 56)
"I dag forekommer der mig i øvrigt, at også alle gode kærlighedsrelationer indeholder en god portion overføring. Den rigtige partner er ikke ham, der pleaser os og gør som vi siger. Den rigtige partner er ham, vi laver den totale overføring på. Ham, der kan vække hver tænkelig følelse i vores krop." (side 74)
