- Var ordstrømmen tørret ind?
- Tiden løbet fra blogfænomenet?
- Havde jeg bare brug for en pause?
- Eller gav nogen mig en opfordring?
Anyways. I'm back. Ikke fordi jeg forventer at der er en eneste læser tilbage derude. Men så bare fordi det den anden dag gik op for mig, hvilken skattekiste af memoirs, nostalgi og "nå ja, det var sådan det var at være 35" der ligger gemt herinde.
For at der også om fem år, ti år - ja, den dag Arthur bliver gammel nok til at interessere sig for sin (pinlige) mors gøren og laden - bliver mulighed for at kigge tilbage, ja så vælger jeg altså at give bloggen nyt liv.
Og nej, der kommer ikke et eneste ord om det år, jeg tabte herinde. Det gik bare.
Fokus er på nuet. Og fremtiden. Og i skrivende stund er det en fredag aften sidst i november. Jeg har været i virksomhedspraktik hos Medit Publishing hele ugen (de to forrige ligeså) og er nu godt og grundig fredagstræt efter også at have været "alene" om ansvaret for Arthur i en uge. Og det er naturligvis 90% en fornøjelse at være mor, men også 10% udmattende (især fysisk - han vejer 17 kg!).
Når jeg ikke mener jeg er alene, så er det jo fordi de søde pædagoger i Børnehuset Kufferten også har været med til at sørge for gode oplevelser, samvær med andre børn og nå ja, god mad til ham i løbet af ugen.
Overvejede et øjeblik at gå alene i biografen i aften og se en anmelderrost fransk film: De urørlige - men nu er jeg hoppet i de løse yogabukser og så ved jeg jo godt at jeg ikke kommer ud af døren mere denne dag. Mañana, mañana! Og hey. Det er okay. Alene af den grund at jeg selv har valgt det.
Og ja, det er faktisk fedt at være tilbage. Bare skrive, fordi man kan. Gå på jagt efter billedmateriale (fandt så ikke noget velegnet i dag). Og så trykke UDGIV. Der var det så: Et nyt digitalt aftryk, en hilsen til fremtiden!
