Sidder på jobbet og lytter til Tina Dickow som så mange gange før. Men nu har musikken fået en mislyd.
Hendes tekster handler meget om identitet og "Being on the run" eller "I could go home to my love - And live the life I’ve always wanted - Or I could go on running off - Into the night, lonely and haunted".
Men så er det at det slår mig - og Katie Byron er også inde på det - at uendelig meget musik handler om den uopnåelige, smertefulde eller frihedsberøvende kærlighed. Men det er jo ikke sådan det hænger sammen, når man anvender hendes metode.
Kan tænkes at jeg ændrer musikstil i tiden fremover. Måske til noget mere glad, energiopbyggende dansevenlig musik (elsker jo at danse). Eller måske noget klassisk.
Vi får se ........
