I går aftes pakkede jeg yogamåtte og tæppe for at drage afsted til en ny oplevelse, et nyt skridt i min personlige udvikling. Helle, min psykoterapeut, afholder dette forår 5 meditations-sessions á 4 timer.
Og nej, man mediterer ikke i fire timer! Man mediterer måske en halv time, så laver man nogle gruppeøvelser, så mediterer man på en mere dynamisk måde (i går var det dans), så laver man reflekterende gruppeterapi og så samler man op.
Jeg har gået i terapi i godt og vel et år nu, så jeg tænkte: Hey, det der kursus nupper jeg lige. Men jeg blev overrasket over hvor meget det giver. At skulle lytte til andre, at være helt stille og nærværende for derefter at skulle lytte eller selv sætte ord på nogle følelser. Grænseoverskridende. Og som det altid er med grupper er nogen typer mere dominerende end andre. Tager ordet hele tiden og vil hele tiden tale om deres egen situation frem for noget der måske kunne være til gavn for hele gruppen. Så sad jeg der og blev irriteret over det, men det er jo netop også en reaktion!
En kvinde, en mor til to vosken piger i starten af tyverne, fortalte en historie, der mindede så meget om min historie - altså med min mor i hovedrollen, at jeg instinktivt kom til at græde og var ved at koge over af kommentarer og gode råd. Tænk om min livshistorie kan bruges til at hjælpe en anden ung kvinde, fordi jeg kunen fortælle hendes mor, hvad der var det rigtige at gøre i situationen. Og det var egentlig bare at være til stede i datterens sorg, ikke betragte den som en skam, bare være der. Det var nemlig mere end min mor var!
Så jo, det var en begivenhedsrig aften. Og i dag er jeg træt. Men også en smule opløftet. Interaktion med andre mennesker bidrager til en ny forståelse af sig selv. Helt anderledes end et individuelt terapiforløb.
