18. januar 2006
Lad ske, hvad sker. Lad komme, hvad kommer!
Jeg øver mig i denne tid på at praktisere Eckart Tolle-filosofien "Lev i nuet" (eller på tysk: Leben im Jetzt!)
I går skulle jeg ud og fejre at jeg var blevet kandidat. I stedet for at planlægge og tænke over, hvad der skal ske i detaljer (hvor er det trendy at komme, hvornår skal vi videre i planen og den slags) så bare lade komme, hvad kommer. Ske, hvad der sker.
På den måde havnede jeg på en Vesterbrosk bodega (samme vi brugte nytårsnat), fik røverhistorier fra en ægte bodega-sut og endte med at spise på en indisk restuarant med to ekstra personer, end jeg havde forestillet mig . Og det var en hyggelig og dejlig aften, og det var befriende at give slip!
Måske tænker du: Ja - and so what?
Men for mig er det en fornyelse, en lille sejr. For jeg har været temmelig kontrolfreak i mange år. Og snobbet (læs: usikker)
Livet er sjovere når man giver slip.
Jeg tror jeg vil overføre praksissen i forhold til mænd. Ikke så mange tanker og planer og hvis'er. Bare se, hvad der sker. Lytte til mine følelser. Og så ud på ukendt land.