30. januar 2006

Arrgghhhhhh!!


Nogen gange bliver man bare så vred, at man ikke ved hvor man skal gøre af sig selv.
Så hjælper det lidt at råbe rigtig højt!!!

29. januar 2006

Så prøvede man også det!



Altså at være "model" for en time.

Min svoger, ham Paparrazzi-fotografen (www.kwpress.dk), dukkede op med hele udstyret og tog fem portrætter af mig til brug på min nye hjemmeside (www.omkring.net - under udarbejdelse, men alle umiddelbare kommentarer er velkomne!).

Og så var det ellers med at være kreativ og skifte bluse undervejs. Mit favoritbillede er nok det vedhæftede, selvom de andre nu også er sjove/gode.

Det er faktisk rart - og selvfølgelig lidt narcisistisk - at få taget nogle portrætter af sig selv. Sådan inden man bliver alt for slidt at se på :-) Selvom, det bliver jeg ikke, hvis det står til mig!

26. januar 2006

Selvtilfreds!


Kender du det?
Skulle lige male hoveddøren, inden det nye håndtag skal sættes på. Så fremstod alle paneler triste, slidte og alt andet end hvide ved siden af. Mig ned i farvehandlen og købe en stor spand Træ & Metal-maling og så fik alt træværk i min entré en tur. Et job der varede der halve af dagen og resulterede i pletter på mit trægulv (Så nu skal det også have en gang farve - overvejer en frisk mintgrøn!)

Men hold op, hvor det pyntede!
Og hvor var det rart at gøre noget jeg har tænkt på mindst 1000 gange, svarende til to gange om dagen på de 1½ år jeg har boet her! (overdrivelse fremmer forståelsen, ikk :-))

Sådan lidt selvtilfreds og endda med nylakerede negle, sidder jeg således her og nyder en kop aften-te af den sunde slags og glæder mig til en god nats søvn.

23. januar 2006

Trætheden letter ...


Pyh! Hvor har jeg været træt efter i tirsdags.
Det er nok fordi jeg har givet slip på mange års sætten mig op til eksamener, spændt afventen, nervøsitet, "Bliver-jeg-mon-nogensinde-færdig"-tanker etc.

Men nu skal det også være slut! Ellers går jeg da helt i stå ....

I dag hedder projektet: Få ordnet hoveddøren (dørgrebet er faldet af tusind gange!). Så jeg kigger på, mens håndværker Asbjørn fræser træ og banker nyt træ ind. Min indsats? Lave kaffe, købe nyt dørgreb (se billede) og klappe i hænderne.

Det er vist lige til at overkomme :-)

18. januar 2006

Lad ske, hvad sker. Lad komme, hvad kommer!


Jeg øver mig i denne tid på at praktisere Eckart Tolle-filosofien "Lev i nuet" (eller på tysk: Leben im Jetzt!)

I går skulle jeg ud og fejre at jeg var blevet kandidat. I stedet for at planlægge og tænke over, hvad der skal ske i detaljer (hvor er det trendy at komme, hvornår skal vi videre i planen og den slags) så bare lade komme, hvad kommer. Ske, hvad der sker.

På den måde havnede jeg på en Vesterbrosk bodega (samme vi brugte nytårsnat), fik røverhistorier fra en ægte bodega-sut og endte med at spise på en indisk restuarant med to ekstra personer, end jeg havde forestillet mig . Og det var en hyggelig og dejlig aften, og det var befriende at give slip!

Måske tænker du: Ja - and so what?
Men for mig er det en fornyelse, en lille sejr. For jeg har været temmelig kontrolfreak i mange år. Og snobbet (læs: usikker)

Livet er sjovere når man giver slip.
Jeg tror jeg vil overføre praksissen i forhold til mænd. Ikke så mange tanker og planer og hvis'er. Bare se, hvad der sker. Lytte til mine følelser. Og så ud på ukendt land.

17. januar 2006

Skål!!


Jeg er færdig!!!
Føles det lige fedt eller hvad!

Skulle man holde en kandidatfest?
Tjah, det skal man vel næsten.
Det tænker jeg lige over et par dage, og går på druk så længe :-)

16. januar 2006

Øst, Vest ...



.... hjemme bedst! (klassikeren)

Og det bedste er nu at kunne stikke snuden helt ned i Aura pels og kramme hende rigtig længe (så længe en kat nu gider den slags!).

Og ellers har jeg på min togtur hjemad konstateret at mit engelsk ikke bare er "poor", det er "pathetic"! Så skulle jeg lige forklare den amerikanske fyr der sad over for mig og som tilfældigvis også læser på ITU, hvad mit projekt handlede om. Godt jeg ikke skal forsvare det på engelsk i morgen!!

12. januar 2006

Rapanden Rasmus ....


... fra Rinkenæs sogn
kørte en tur i sin enspændervogn.
Hesten for vognen blev træt af at gå
først gik den baglæns, så gik den i stå!

Næh, så er det godt at DSB-tog er mere pålidelige (?)
Sådan et hopper jeg i ved tolv tiden og om alt vil, er jeg hjemme i Rinkenæs til en god kop eftermiddagkaffe ved halv fire tiden.

Jeg er tilbage i mine herskabelige omgivelser på mandag.
Eksamen på tirsdag! Den sidste!! Jubiiiiiiiiiiii

5. januar 2006

15 milliarder i overskud!


Bare det var på mit husholdningsbudget!!
Det er det så ikke. Det er staten, der pludselig har flere penge, end de regnede med. Ja, de kan jo ikke være på grund af deres såkladte skattestop, vel!

Nå, men Politikens netavis spørger så deres læsere, hvad de synes, overskuddet skal bruges til. Og her kommer det så frem, hvor forkellige vi er i dette land (selvom jeg ellers troede Politiken hentede de fleste af sine læser i det grønne segment - men måske jeg tager fejl?) Nok er der en del - inklusive undertegnede - der synes pengene skal gå til værdigt trængende, fx de frysende og sultne mennesker i Pakistan, men der er sørme også dem der vil have det til sig selv (Mere i SU, tak!, Sæt skatten ned, tak! etc.). Læs selv. Fatter folk da ikke, at vi har nok!! Hvis der endelig skulle bruges penge på noget, der ville gavne kollektivet, så var det gratis psykologhjælp til alle!

(Ej, der var jeg vred igen - og det skulle ellers ikke ske! i 2006 .....)

Hvad ville du bruge pengene på hvis du var finansminister?

4. januar 2006

Nyt år! Nye idéer!


Jeg vil gå i et gospelkor!

Lige siden jeg så "Oh happy day" i biografen har det egentlig været et ønske, som jeg så er kommet fra pga. studier og andre fritidssysler.

Men ind ad døren kom FOF-kataloget og vupti, der var kurset så. 10 gange 2 timer gospelsang. Jeg melder mig på med det samme!!

Nyt år! Nyt vejr?


Mig og katten sidder her og kigger ud.
Hold da kæft, det er gråt!

Næsten vejr til dyne, stearinlys og god bog.
Ja, hvorfor egentlig ikke?

3. januar 2006

Nyt år! Nye planer!


Intet nytår uden nye planer og nye drømme.

Men modsat andre laver jeg ikke nytårforsætter, der er baseret på forbud a la "Må ikke ryge" eller "Må ikke spise fed mad", for den slags tror jeg ikke på - og nå ja, så ryger jeg heller ikke! ;-)

I 2006 er det således min hensigt og mit ønske at:

  1. Grine og smile noget mere (måske ved at møde op i en Latterklub).
  2. Lave yoga i form af De fem Tibetanere hver morgen (det tager kun 10 minutter!)
  3. Finde et job i bogbranchen, som redaktør eller lignende (Ring hvis du lige har jobbet! ;-))
  4. Lave storindkøb (Alle med bil må gerne melde sig nu!)
  5. Lave sund, nærende mad i form af supper, gryderetter etc.
  6. Fortsætte min personlige udvikling ved at konsultere Helle samt genlæse bøgerne i min personlige kanon over "Hjælp dig selv"-litteratur.
  7. Justere mine forventninger til omgivelserne, så jeg undgår at blive skuffet jf. mit indlæg 29/12-2005.
  8. Gå mere i byen (Har netop i dag købt nye Gå-i-byen-sko for de penge, jeg ikke har!! Men vil ikke lave nytårsforsæt vedr. min økonomi, for det holder alligevel ikke!)
  9. Være mindre sjusket. Hver dag er en fest, right? Så lys på bordet, når jeg spiser. Ikke se fjernsyn, mens jeg spiser. Tage pænt tøj på, også selvom jeg ikke skal ud (en arbejdsløs' lod). Og den slags.
  10. Læse og anmelde et hav af bøger.
  11. Møde og fastholde MANDEN!
  12. Tænke over hvorfor det med MANDEN kommer på en ellevte-plads!

Nyt år! Ny energi!


De fem tibetanere flytter ind i mit liv igen. De praktiseres hver morgen - i første omgang "kun" tre gentagelser af hver øvelse. Men tro mig: De gør en forskel!


På billedet ses den fjerde tibetaner-øvelse:

Sid ned på gulvet med benene strakt foran dig og dine ben let spredte. Med overkroppen ret placer håndfladerne på gulvet ved siden af. Sæt hagen ned i brystet og læn hovedet tilbage så langt det går og løft din krop så knæene bøjer og armene er strakte. Overkroppen danner en lige linie med lårene, paraellt med gulvet. Spænd derefter hver eneste muskel i hele kroppen idet du holder vejret inde. Og pust ud idet du langsomt giver slip på stillingen, kommer ned og sidder og slapper af. Tag en dyb vejrtrækning inden du fortsætter i samme rytme.

Nysgerrig efter mere?
Lån "De fem tibetanere" af Peter Kelder :-)

1. januar 2006

Say goodbye to it all ......


Farvel 2005!
Vi var ikke rigtig venner, slet ikke på det seneste som naturligvis er den periode, der står klarest i erindringen.
Men når retfærdigheden skal frem, bød 2005 faktisk på uforglemmelige øjeblikke og positive fornyelser i mit liv.

2005's POSITIV-LISTE:
  1. Bestod specialet med mere end manér
  2. Mødte op hos psykoterapeut Helle med det formål at genfinde evnen til at være i et seriøst forhold til en mand - Vi ses også i 2006, Helle! :-)
  3. Fejrede min 32 års fødselsdag i Marokkos varme, sammen med en hjertegod veninde
  4. Blev moster for tredje gang. Velkommen til en enestående solstråle, Elias
  5. Var til en fantastisk sjov Running Dinner fest i marts hvor jeg mødte to enestående mænd! Den ene spiller stadig en stor rolle i mit liv.
  6. Begyndte som anmelder på bookworm.dk - en tilbagevendende fornøjelse
  7. Rejste til de stormomsuste Færøerne - og bortset fra en fatal sejltur - var det en smuk og uforglemmelig oplevelse, især Mykiness er vel nok noget af det smukkeste stykke Guds natur jeg indtil dato har været opslugt af
  8. Fik Aura, min bedårende kat, ind i mit liv. Den tog styringen her i st.tv og sådan har det været lige siden. Så meget for mine katteopdragelses-evner! Men hvor jeg dog elsker den kat!
  9. Begyndte at gå i kirke næsten hver søndag - en positiv fornyelse, især efter jeg har fundet frem til yndlingspræsten, Vibeke Døsing i Sct. Thomas Kirke her på Frederiksberg.
  10. Oplevede Stockholm i et usædvanligt lækkert sensommervejr sammen med en rigtig god rejsefælle.
  11. Sluttede året af med en super lækker middag og en sjov bytur, nydt i godt selskab (Og nej, der var ikke Carlsberg på bordet!)

ÆRET VÆRE DIT MINDE!!!