Min personlige og meget søde bogpusher anbefalede mig at læse The last samurai af Hellen DeWitt. Jeg lovede at give den en chance, selvom jeg hellere ville læse mere af Ian McEwan (Må jeg nu, må jeg nu - hva hva? :-))
100 sider inde i bogen måtte jeg imidlertid give op; den var for "manisk", for elitær for mig. Kan godt klare sætninger og passager med vrøvlesprog, der ikke giver nogen mening, men hele kapitler - nej, så står jeg af.
Nu har jeg kastet mig over et genlæs af García Marquez' Kærlighed i koleraens tid. Me gusta!
