Da Alternativet blev præsenteret som nyt politisk parti i medierne i efteråret 2013, meldte jeg mig ind dagen efter. Det har jeg ikke fortrudt et øjeblik siden.
Da 2014-foråret meldte sin ankomst, besluttede jeg at prøve kræfter med politisk aktivisme eller måske mildere formuleret "vise mit ansigt, samle erklæringer, møde op til årsmøde etc". Det gav mening, og wau, en masse rare og engagerede mennesker jeg mødte på den sti!
Men hvad skete der så? Så gik det pludselig stærkt, der kom mange nye kræfter til, de politiske laboratorier stod i én lang kø, der blev annonceret efter frivillige kræfter til snart det ene, snart det andet og jeg tabte pusten!
Hjertet trykkede stadig ivrigt på de der "Deltager" eller "Deltager måske"-knapper, men hjernen var for længst stået af og stod nu der, fnysende, og tvang mine fingre hen på "Deltager ikke (alligevel)"-knappen.
Og jeg ved det jo godt. Jeg er ikke et ad hoc-mennesker. Min særlige hjerne-konstruktion kræver ro og regelmæssighed, men har nogen nogensinde set den slags ligge og flyde i de politiske partier? Nej vel ...
Den anden dag fik jeg over for en ven formuleret min frustration over egen manglende politiske deltagelse nogenlunde sådan her: "Åååå, hvis bare det var noget man kunne gå til tirsdag aften, lige som fx gymnastik".
Siden har ordene ligget og rumsteret i min hjerne: Hvem siger egentlig man ikke KAN gå til politik fast hver tirsdag? Og så mod-tankerne: Er det for useriøst? For mageligt? Men vel alligevel bedre end intet, sådan at nuppe en bid af et laboratorium, et åbent bestyrelsesmøde, en valg-kampagneaften eller hvad kalenderen nu ellers promoverer sådan en tirsdag aften (min erfaring siger mig: en del!) ...
Det skal testes. Jeg har skaffet fast tirsdags-barnepasser og klikket "Deltager" til denne vigtige begivenhed på Rådhuspladsen Det tror jeg ikke, jeg vil fortryde!
