31. december 2011

Traditionen tro ...

Kalenderen siger 31. december. Dagen for afsked og vær velkommen!

Jeg plejer jo at sætte lidt ord på året, der gik, og året i vente. I år ingen undtagelse, selvom det måske ikke falder mig så nemt.

For hvilke ord skal man bruge til at opsummere, at man nu er delemor og må leve med savnet af sin søn på ugentlig basis? Hvilke ord kan beskrive frustrationen over fortsat at være arbejdsledig?

Men så alligevel. Jeg er faktisk lykkelig for, hvad 2011 har bragt af nye indsigter, oplevelser og muligheder. Helt fantastisk taknemlig over at være mor til så sjov, mild og kærlig en dreng som Arthur. Og jeg har heldigvis ikke mistet troen på, at der snart bliver et job til mig.

For det gode liv skaber man selv!

Og det skal være mantraet for 2012. Godt hjulpet på vej af Anthony Robbins:



Så vær velkommen 2012!!

Og godt nytår til alle jer andre også.

9. december 2011

Jeg er minister!

Ordminister!

Og nej, det er så ikke en politisk titel, og jeg er heller ikke folkevalgt. Men Rosinante Forlag har valgt mig som deres korrekturlæser og demed går en gammel drøm i opfyldelse.

Jeg har netop afsluttet korrekturen af Sofi Oksanens roman "Baby Jane" - romanen er helt tilbage fra 2005, men bliver først oversat til dansk nu, hvor hun er en anerkendt prisvinder. Og med god grund. Glæd jer!

Jeg har endnu ikke en officiel hjemmeside til min freelancevirksomhed, men man kan finde mig som Ordminister Kring på facebook.com/omkring.

7. oktober 2011

Forandringens uge ...

Denne første uge i oktober har budt på store forandringer, både på det nationale og det helt private niveau.

Ligesom de nye ministre i den regering, der tiltrådte i mandags, er jeg langsomt ved at finde fodfæste i tumulten. På mit sundhedskort står nu Hostrups Have, min status er fremover delemor og jeg er akkurat lige så arbejdsløs som for et år siden, da min barsel endte.

Siden jeg flyttede ud af Porcelænshaven i lørdags, har jeg heldigvis haft mulighed for at tilbringe masser af tid sammen med Arthur. Og vi havde en herlig fridag sammen i går. Ingen vuggestue. Bare tid til små gåture, besøg hos Lagkagehuset hvor man som 1½-årig får gratis rosinboller, højtlæsning i sofaen etc. I morgen skal han prøve at sove her i mit nye hjem for første gang - i sit helt eget værelse.

I dag har jeg købt ham et lille komfur, som jeg tror han vil få mange fornøjelige timer ved.

Den tanke hjælper lidt på afsavnet, for det er godt nok hårdt at vide, jeg ikke ser ham før i morgen eftermiddag.

Men sådan må det jo være, hvis Ole og jeg skal have mulighed for noget af den alene-tid, vi begge trænger til.

15. september 2011

Vi maler Danmark rødt ....næh lilla!

Rødvinen er knappet op. Tv'et kører.

I morgen kan vi forhåbentlig vågne op til et land med en regering baseret på nogle sundere værdier end det vi har måtte slæbes med de sidste 10 år.

Om det også kan lykkes at sætte gang i hjulene og skabe flere arbejdspladser, til gavn for mig og de andre arbejdsløse - ja, det må tiden så vise.

Men optimismen fejler ikke noget lige nu.


NB: Blev helt rørt i stemmeboksen i dag. Måske fordi det var et meget vigtigt valg, måske fordi min stemme også bliver afgivet på Arthurs vegne. Det er jo det samfund, han skal vokse op, som jeg var med til at præge lige der.

6. juni 2011

Citat slut

Jeg og pigerne i Romanisterne er i gang med Svend Åge Madsens "Genspejlet" - en roman der først rigtig folder sig ud midtvejs.

Og er glad for at jeg kæmpede mig så langt, for se om ikke der var en passage, der ramte lige plet i forhold til nogle refleksioner, jeg selv har gjort mig, men ikke selv har kunne formulere så klart:

Min oplevelse med familie har altid været en gruppe hjælpsomme, velmenende mennesker. Der ofte, i deres godhed, har stillet krav, som det kan være invaliderende at søge at leve op til.

Citat slut!

16. maj 2011

Tid til refleksion - og "ferie"!

I dag er det nøjagtig et år siden, min gode gamle morfar forlod denne verden og jeg kan slet ikke fatte, at det kun er et år. Synes det er så ufattelig lang tid siden, jeg har talt med ham. Savner ham, ligesom jeg savner min søde mormor!

Når det er sagt, så går livet jo videre. Og savn er en del af livet. Sidder også her og savner Arthur helt vildt og glæder mig til at give ham et kæmpe knus. De ringede nemlig tidligere og fortalte at han var faldet og havde slået læben, så det blødte.

Man får jo straks lyst til at hente sit barn, men det mente de ikke var nødvendigt. Og man kan jo ikke hente dem hver gang, de kommer en smule til skade, for det er en del af livet. Suk! Men kunne nu godt være fristet til det, når nu det er første gang!

Og jeg har muligheden. Efter 12 uger med først efteruddannelse og siden jobsøgningkursus er jeg nu igen "ledig-ledig". Det skal jeg vist lige vænne mig til.

I dag har jeg ikke søgt arbejde, men i stedet brugt tiden til at bage boller, vaske tøj, eksperimentere med den symaskine jeg fik i fødslesdagsgave (dvs. lige indtil nålen knækkede og jeg ikke selv kunne løsne skruen!) og så bare savne, savne, savne!

21. marts 2011

Find en uregelmæssighed

Denne mandag har budt på:
  • lægebesøg med syg Arthur
  • hjemmedag med syg Arthur
  • tandlægebesøg
  • opvask
  • indkøb
  • madlavning
  • flade ud med tv og bærbar og kaffe efter kl 20
Kan du finde det punkt i dagens program, som falder bare lidt udenfor?

3. marts 2011

En lærerig fødselsdag

Indrømmet. Jeg havde egentlig besluttet at fejring af min fødselsdag kunne neddrosles i år. Så festligt er det vel heller ikke "snart" at fylde 40?

Men nu er man så (heldigvis) ikke alene om at bestemme, hvordan dagen skal markeres, så jeg har haft en rigtig dejlig dag med fælles morgenmad, en lærerig kursusdag, hjem til Interflorablomster og -chokolade ved døren, fødselsdagsbreve og -kort, masser af søde Facebook-hilsner, gavekort til masage, middag på Sale e Pepe lige rundt om hjørnet og nu har Søren lige ringet og sagt han er i byen og vil kigge forbi.


"Lykke er, når forventninger og virkelighed stemmer overens" skrev Troels Kløvedal engang, men i min version findes lykke også, når virkeligheden overstiger forventningerne!

10. februar 2011

Efter "stormen"

"Den værste storm siden 2005" (uha uha!) ramte os den anden nat. Vi måtte evakuere op til flere ting fra terassen, men mistede regnslaget til barnevognen til elementernes rasen. Nå pyt, det kan erstattes ......

Vi har også været ramt af en anden type storm: feberstorm! Arthur har haft sin første børnesygdom - en af de for os ukendte: Tredagesfeber. Vi hjalp ham så godt vi kunne, med fx flydende panodil, men han var godt nok en 'skidtmads' til tider. Og lidt hårdt at se sin lille guldklump "lide".

Ikke helt frisk, den lille

Nå, men nu er han frisk igen, stormvejret har lagt sig og er i skrivende stund afløst af regnvejr! Ikke noget at sige til, at jeg glæder mig til næste uges minibreak på Varberg Spahotel!

25. januar 2011

En STOR dag!

Så kom vi i mål! Vi er ikke længere forældre til en baby, men en 1årig dreng!

Selvom Arthur vågnede med feber (38 gr.), så havde vi faktisk en rigtig hyggelig dag. Og far var også hjemme med en halv "barns 1. sygedag".

For Arthur gik dagen med at
  • spise morgenmad og åbne kort + et par gaver
  • gå tur, bl.a forbi Lagkagehuset, som jo altid giver en gratis rosinbolle til de små kunder
  • sove 1½ time (godt varm og træt!)
  • spise frokost og kigge på flere fødselsdagskort, netop ankommet med posten
  • tegne - med nye tusser, fra naboerne
  • modtage blomster fra New Zealand (tak!)
  • se masser af film (Cirkeline, Peter Pedal, Rasmus Klump, Postmand Per) - det må man nemlig godt, når man er syg og for svag til at lege
  • se os spise et kæmpe stykke lagkage og selv nyde en banan og figenstang
  • gå endnu en tur med mor i klapvognen
  • sove lur igen
  • spise aftensmad (menuen: rodfrugter, laks, ris og sovs)
  • blive badet af far og puttet i ny badekåbe (gaven fra os)
  • se tv-avis med os (noget omkring efterlønsreformen) og så begyndte han sjovt nok at gabe!

Det var en dejlig fødselsdag, feberen til trods.

"Gaven" til jer andre: Nyt fotoalbum med den 1årige

18. januar 2011

At savne ....!

Så blev der endelig ro/tid til årets første indlæg, som kommer til at handle om det, der optager mig allermest lige i øjeblikket: Vuggestuestart ....

Klokken er 13.30 en tirsdag eftermiddag og jeg har pludselig alverdens tid tilovers og tæller i grunden bare minutterne til jeg kan pakke tasken og bevæge mig over mod vuggestuen.


Børnehuset Tesdorpfsvej

Man må jo godt hente sit barn tidligt, men i fredags var vi der kl 13.15, hvor Arthur sov, i går ventede jeg til kl 14, men da sov han sådan set også, så i dag vil jeg se om 14.30 er et mere korrekt tidspunkt.

Så har han også været der siden kl 9 i morges og det er al rigeligt for mig; jeg er temmelig glad for at vi ikke er nødt til at have ham derovre i 7-8 stive timer lige foreløbig (forhåbentlig aldrig!).

Ikke fordi pædagogerne ikke er søde (for det er de og respekt for deres arbejde i øvrigt!), maden ikke er fremragende (for det er den) og lokalerne ikke er i top (for det er de naturligvis nu hvor det er en nyåbnet institution), men bare fordi man sgu' da savner sit barn helt vildt.

Her er jo også alt for stille!! :-)

Sådan en start i vuggestue sætter i øvrigt gevaldig skub i udviklingen; så meget at jeg næsten ikke kan genkende min "lille" dreng. Han er blevet meget mere mobil (kravler og rejser sig op af alt), "snakker" også mere og højere og så har han puttesyge der sidst på eftermiddagen, men det er der da ikke noget at sige til, for nok er pædgogerne søde og omsorgsfulde men individuel puttetid på skødet kan der selvsagt ikke være meget af med de normeringer (2½ medarbejder til 12 vuggestuebørn!).



Min store, "lille" dejlige, kravlende (vuggestue)dreng