Men jul blev det i det Højmark'ske hjem; med kirkegang, 'julemad traditionelle', meget spændte børn, salmesang rundt om træet, Arthur der pakkede to af sine gaver op inden han gik omkuld kl 20.30, et sandt gaveorgie (også selvom der kun var til børnene!) og hyggelige juledage med søster og bror (aka moster og morbror).
Nå, men lige så hurtigt december forsvandt i snemasser og almindelig juletravlhed, lige så hurtigt går det med Arthurs udvikling. Det er virkelig dagligt, at der sker noget nu. Han bliver mere og mere mobil; dog stadig uden at kravle rigtigt. Men han klatrer på alt, inkl. sin mor. Og kan nu lave de første 'tegn til tale': spise og kys. Vist nok også 'børste tænder' og 'bad' men de er ikke så tydelige som de førstnævnte.
Og om en uge tager han en gevaldig stort skridt, når han starter i vuggestuen. Der er netop i dag ankommet personligt brev til ham fra Børnehuset Tesdorpfsvej: Starter på den stue, der hedder Viften, og pædagogerne hedder Ida, Amalie og Isabel (Gad nok vide hvor "gamle" de lige er :-)).
Nå, men tilbage til det overskriften egentlig signalerer. Et blik frem mod året, der venter. Og jeg har besluttet, at året gerne må være ladet med V. Som i:
- Venner
- Vinyasa (yoga)
- Vand (for at booste sundhedsniveauet)
- Vitaminpiller (ditto)
Herfra skal blot lyde et ønske om et GODT NYTÅR til 'alle' mine læsere. Må jeres nye år være ladet med et godt bogstav! :-)