Så blev jeg færdig med Submarino; den blev "bedre" mod slutningen, selvom det absolut ikke var nogen happy ending.
Alligevel må jeg sige, at jeg var mere begejstret for Bengtssons debutroman "Aminas breve", der godt nok også beskriver det destruktive miljø (psykiatrien), men der er jo også knap så mange beskrivelser af narkofix og årer og arghhh ...... angstprovokerende for en som mig med så meget lægeskræk.
Sammenlignet med Nordkraft, som er en anden roman der beskriver det hårde liv, taber den også. Der er for mange gentagende passager i Submarino og jo, jeg ved godt at det er hele kernen i en misbrugers liv - gentagelsen, men alligevel!
Nå men altså: læs den hvis du tænder på destruktiv livførelse, Nordvest-kvarteret og Istedgade.
Personligt trænger jeg til at kaste mig over en anden genre ......
