I skrivende stund er jeg så træt af at vente på diverse myndigheder, at det er begyndt at gå ud over mine forventninger til andre mennesker. Jeg ville fx gerne være åben og imødekommende over for ny kærlighed, men alene tanken om den uvished og sårbarhed, der følger med i starten af et nyt forhold, får mig til at slå bremserne i ... og sætte den del af livet på stand by.
Det er sikkert ikke den smarteste reaktion på afmagten over den uvished, jeg har levet med så længe. Men det er der, jeg er lige nu.
Jeg kan sagtens acceptere at vente, når bare jeg ved, hvor længe jeg skal vente. Men den oplysning kan jeg ikke få, og det er i sig selv frustrerende.
Imens tænker jeg over, hvad det er jeg skal lære af situationen. Og hvordan jeg håndterer den bedst: Skal jeg skrue ned for mine forventninger - til især det offentlige - eller skal jeg kaste mig ud i boksning og anden kontaktsport, så jeg kan komme af med mine frustrationer?
Umiddelbar tilbagemelding på den sidste del: Hjalp ikke det store ... !
