November synger på absolut sidste vers - og i morgen er det en langt bedre måned: julemåneden!
I går, søndag, sparkede vi julehyggen i gang ved at have gæster til æbleskiver, risengrød og bezzerwisser. Et rigtig vellykket arrangement!
Flere billeder i dette album
30. november 2009
23. november 2009
Gråt i gråt!
Uh, jeg er i forvejen ikke så pjattet med mandage og denne her er virkelig tung og grå, den der særlige grå, som kun forekommer i november!
Og så hjælper det ikke, at jeg fik massage en hel time i lørdags, og forløbig har lysterapi-lampen heller ikke givet mig meget.
Men det er jo på den anden side ikke til at vide, hvordan jeg ville have haft det uden de to tiltag!
Åh, søde december skynd dig nu .......
22. november 2009
Til gudstjeneste med Møllehave!
Det er længe siden sidst, men fik lyst til en søndagsgudstjeneste, nu hvor jeg holder alene-hjemme-weekend.
Da jeg ikke har været super tilfreds med gudstjenesterne i hverken Solbjerg Kirke (ingen overbevisende præster) eller Frederiksberg Kirke (gode præster, men for dårlig akustik/for mange barnedåb!) testede jeg i dag en ny kirke: Lindevang Kirke.
Og se, det var sagen! Dejlig rummelig kirke, med superbehagelige stofbetrukne stole og gulvtæppe (der tog støjen), dygtig præst og rigtig fredelig stemning trods dobbelt-barnedåb.
Og der er vel også en grund til at selveste Johannes Møllehave også var til stede. Vidste faktisk ikke, at han bor lige her i nærheden .... eller det må han jo næsten gøre.
Og lilledrengen syntes at kunne li' det der med at gå i kirke. Eller det er jo svært at sige, men han sparkede da med til salmerne :-)
Så nu tror jeg, at jeg vil af sted igen næste søndag; 1. søndag i advent ...... Noget siger mig nemlig, at jeg muligvis ikke kommer i kirke så ofte i 2010!
19. november 2009
Næh, hvad ser jeg ...
Isabella Smith er genopstået! Har godt nok også savnet lige netop det shopping-site siden det gik konkurs i april.
Og jeg har selvfølgelig fluks tilmeldt mig nyhedsbrevet :-)
10. november 2009
Hvor lagde jeg babyen?
Er titlen på den bog og det foredrag, jeg lod mig lokke til i går aftes. Og det var bestemt underholdende og ikke mindst relevant - for en som mig, der står på spring til det dersens barselsliv, som mange - mere eller mindre kendte personer - efterhånden gerne vil give deres personlige beretning om.
Men jeg kan altså ikke helt relatere mig til bogens forfatter, om end hun er både humoristisk og selvironisk i sin bog. For hun var ved gud noget naiv, inden hun tog fat på barslen. Hun troede hun skulle have 6 måneders ferie!! Og havde helt urealistiske forestillinger om hvor perfekt det hele skulle være. Og så er det da klart at man bliver ret chokeret og må forfatte en dagbog om alt der, der bare overrumpler en.
Men hun er som sådan undskyldt:
- hun var åbenbart den første i omgangs- og familiekredsen, der skulle være mor og havde ingen nære referencerammer
- hendes mor er død og kunne derfor ikke preparere hende
- hun kom fra et karrierejob i modebranchen, hvor man ved gud ikke går på barsel (som hun selv sagde)
Jeg synes måske bare, hun selv - Julia - er med til at tegne et andet slags "ideal"-billede; af den der Østerbro-karriere-mor med lækker musiker-kæreste, der nok bliver grebet af panik og lige lovlig meget brystbetændelse, men som alligevel er langt mere privelligeret end den enlige mor ovre i Vestjylland (bare for at vade i fordommene), som nok ikke synes det er ihh og åhh så synd for nybagte Københavner-cafe-latte-mødre, fordi de stadig ikke kan passe deres designer-jeans efter 4 måneders barsel.
Men læs selv med på hendes blog - og se hvad du synes .....
Selv ved jeg ikke rigtig om jeg skal grine eller græde.
Abonner på:
Opslag (Atom)