I dag er det nøjagtig et år siden, min gode gamle morfar forlod denne verden og jeg kan slet ikke fatte, at det kun er et år. Synes det er så ufattelig lang tid siden, jeg har talt med ham. Savner ham, ligesom jeg savner min søde mormor!
Når det er sagt, så går livet jo videre. Og savn er en del af livet. Sidder også her og savner Arthur helt vildt og glæder mig til at give ham et kæmpe knus. De ringede nemlig tidligere og fortalte at han var faldet og havde slået læben, så det blødte.
Man får jo straks lyst til at hente sit barn, men det mente de ikke var nødvendigt. Og man kan jo ikke hente dem hver gang, de kommer en smule til skade, for det er en del af livet. Suk! Men kunne nu godt være fristet til det, når nu det er første gang!
Og jeg har muligheden. Efter 12 uger med først efteruddannelse og siden jobsøgningkursus er jeg nu igen "ledig-ledig". Det skal jeg vist lige vænne mig til.
I dag har jeg ikke søgt arbejde, men i stedet brugt tiden til at bage boller, vaske tøj, eksperimentere med den symaskine jeg fik i fødslesdagsgave (dvs. lige indtil nålen knækkede og jeg ikke selv kunne løsne skruen!) og så bare savne, savne, savne!
